Vi rekrutterer i marts/april, og du kan finde stillingsopslagene her på Nordfyns Kommunes hjemmeside
Som kontorelev ved Nordfyns Kommune får du indblik i mange forskellige arbejdsopgaver, som varierer meget afhængig af, hvilken forvaltning/afdeling du kommer til at arbejde i.
Uddannelsen er planlagt efter en målrettet uddannelsesplan, hvor du kommer rundt i 2 forskellige afdelinger i løbet af din elevtid. Uddannelsen varer 2 år, hvoraf ca. 15 uger er på skole. Uddannelsen afsluttes med en fagprøve.
Vi har pt. følgende praktiksteder i Nordfyns Kommune:
- Jobcenter
Kontanthjælp/sygedagpenge sagsbehandling - Budget og Regnskab
Opkrævning/bogføring/afstemning/budget - Løn og Kontraktstyring
Rekruttering/Løn/Overenskomster - Borgerservice
Borgerhenvendelser/hjælp til diverse ansøgninger - Strategi og Politik
HR/Rekruttering/Kommunikation/Politisk betjening
I hver afdeling har du en fast oplæringsansvarlig, der står for din daglige oplæring og giver dig de opgaver, du skal lave. Den oplæringsansvarlige har ansvaret for, at du kommer igennem det faglige indhold i uddannelsesplanen, men vi forventer selvfølgelig, at du også selv tager aktivt del i din læring og er opsøgende og nysgerrig. Det vil give dig den bedste uddannelse og de bedste muligheder fremover. Så snart du er klar til det, vil du få dine egne arbejdsopgaver, som du er ansvarlig for.

Løn under uddannelse
Arbejdstiden er 37 timer om ugen inklusiv frokostpause, og vi har flekstid. Du får løn under hele din uddannelse, og du aflønnes efter overenskomsten mellem KL og HK/Kommunal. Vi udbetaler voksenelevløn til alle over 25 år.
Er du under 25 år er elevlønnen 15.000 kr. om måneden, mens lønnen for elever over 25 år er 22.772,75 kr. om måneden i hele uddannelsesperioden.
Nordfyns Kommune betaler udgifter til skolebøger og evt. studietur.
Uddannelsen starter hvert år den 1. september.
Skoleophold
Under elevuddannelsen, skal du også tilegne dig en masse teoretisk viden indenfor specialet Offentlig administration.
Denne del af uddannelsen som elev ved Nordfyns Kommune foregår på Tietgenskolen i Odense og består af 3 hovedforløb, 2 - 3 valgfagsuger samt fagprøve.
Her er et udsnit af det, du skal lære på dine skoleophold:
-
Kommunikation og Formidling
-
Lovgivning
-
Myndighedsudøvelse
-
Økonomi
-
Politisk styring
-
Innovation
-
Samarbejde
Som en del af 3. skoleophold tilbyder vi en uges studietur til Bruxelles. Tietgenskolen har valgt at flytte EU-undervisningen til Bruxelles, fordi du under studieturen får mulighed for at komme ind på alle EU-institutioner og besøge forskellige seværdigheder i byen. Denne tur giver dig samtidigt et godt sammenhold med klassekammeraterne fra skoleopholdene.
Når du er færdig med tredje skoleperiode, afsluttes det med en fagprøve. Det er fagprøven, der samler hele uddannelsesforløbet. Fagprøven skal sikre, at du har nået alle mål, der er for uddannelsen. Både de fælles mål, og målene for undervisning og oplæring i praktiktiden.
Vores forventninger
Vi forventer, at du:
-
Relevant uddannelse (HGV, HGS, EUX, HHX, STX, HF, HTX)
-
Er ansvarsbevidst
-
Er initiativrig og engageret
-
Er velformuleret i tale og skrift
-
Er samarbejdsvillig
-
Er smilende og fyldt med godt humør
-
Er fuld af gå på mod
-
Er velorienteret og interesseret i samfundet omkring dig
-
Brænder for at arbejde på en spændende arbejdsplads med mange udfordringer og fremtidsmuligheder
Karriere- og jobmuligheder
Kontorelevuddannelsen er på mange måder en bred uddannelse, hvor du får mange færdigheder med dig. Det giver dig gode kort på hånden og mange jobmuligheder efterfølgende både inden for det offentlige og i det private erhvervsliv.
Mange af vores kontorelever har været så glade for deres uddannelsesforløb hos os, at de har valgt at blive ansat i Nordfyns Kommune efterfølgende. Vi har tidligere elever ansat i eksempelvis Borgerservice, Løn og Kontraktstyring, Ydelseskontoret og Jobcentret.
Hvis du er interesseret i uddannelsen til kontorassistent, så hold øje med stillingsopslag her på hjemmesiden.
Vil du vide mere?
Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte
Personalekonsulent, HR
Vibeke Vindahl Hermann
Tlf. 20170897
Her kan du læse om, hvordan det er at være kontorelev i Nordfyns Kommune

Lea Sølyst Aagaard
34 år og 1. års elev i Nordfyns Kommune.
Skolebaggrund:
Jeg har færdiggjort en EUX på Tietgen Business.
Mit første år som elev:
Det første år er jeg på Bogense Rådhus i Strategi og Politik, hvor jeg er i HR.
I HR arbejder jeg med mange forskellige typer opgaver, der relaterer til kommunens medarbejdere. Jeg har opgaver inden for blandt andet arbejdsmiljø og sundhed, og nogle af mine faste arbejdsopgaver er at behandle arbejdsskader fra medarbejdere i kommunen, der har været ude for en arbejdsulykke, og at levere post fra Arbejdstilsynet ud til organisationens ledere og arbejdsmiljørepræsentanter.
Som en del af HR er der tillid til, at man arbejder selvstændigt med sine arbejdsopgaver, og så har man muligheden for at være med til at styre, hvordan ens faglige profil skal se ud - hvilket betyder, at man er med til at vælge, hvilke områder der er interessante, og få arbejdsopgaver tilrettelagt efter det.
Primære opgaver i HR:
- Behandle arbejdsskader
- Medansvarlig for koordinering af projekter inden for arbejdsmiljø og sundhed, herunder den årlige arbejdsmiljødag og DHL-Stafet 2024 for alle medarbejdere i organisationen
- Levere elektronisk post fra arbejdsmiljøpostkassen.
- Ad hoc opgaver, som f.eks. opgaver i Excel og kommunikationsopgaver på intranetsiden.
Elev i Nordfyns Kommune:
Ordene velkommen, tillid, ansvar og udvikling synes jeg beskriver godt, hvad det vil sige at være kontorelev i Nordfyns Kommune. Man bliver taget rigtig godt imod, og man føler sig velkommen. Der er tillid til, at man selvstændigt løser sine arbejdsopgaver, og man har muligheden for at få ansvar, hvis man ønsker det. Noget af det bedste er, at man kommer ud i flere områder i organisationen, og man tillærer sig derfor en bred faglig viden, men også en viden om, hvordan det er at arbejde i kommunen.
Under uddannelsen er der flere skoleophold, hvor man bliver undervist i bl.a. forvaltningsloven, og det er den lov, man arbejder under i kommunalt regi. Derudover er der en studietur til Bruxelles, hvor man lærer mere om EU. Der er også et elevfællesskab, hvor man mødes og kan sparre med hinanden.
Gada Abdul Razek
33 år og 1. års elev i Nordfyns Kommune
Skolebaggrund:
Oprindelig uddannet bioanalytiker med fire års erfaring fra sygehuset.
Jobcenteret Nordfyns Kommune – Første år:
Min oplevelse af Nordfyns Kommune har fra dag ét været positiv. Jeg er blevet taget godt imod og har fået en grundig oplæring i en bred vifte af opgaver. Medarbejderne i Nordfyns Kommune har været imødekommende og hjælpsomme, og jeg har oplevet en stor vilje til at dele deres viden og erfaringer med mig. Dette har skabt et trygt og lærerigt arbejdsmiljø, hvor jeg har haft mulighed for at udvikle mig både fagligt og personligt.
Derudover har jeg haft mulighed for at koble teori fra min første skoleperiode sammen med de praktiske opgaver i jobcenteret. På skolen har jeg blandt andet beskæftiget mig med forvaltningsloven, offentlighedsloven og kommunikation, og jeg har oplevet, hvordan disse lovgivninger spiller en central rolle i det daglige arbejde i kommunen. Den praktiske erfaring har givet mig en dybere forståelse af lovstoffet og dets anvendelse i en kommunal kontekst.
Sammenfattende har min tid i Nordfyns Kommune været en meget givende oplevelse, hvor jeg har fået værdifuld indsigt i kommunens arbejdsprocesser og en solid forståelse af de juridiske rammer, der danner grundlag for arbejdet.
Primære arbejdsopgaver i jobcenteret:
- Holde orden i vores fælles mail i Outlook
- Borgerbetjening både telefonisk samt fysisk med en bred vifte af forskellige forespørgsler
- Aktindsigt behandling samt forsendelse til forskellige interessenter
- Opgaver hos Ydelsen – Sygedagpenge
- Opgaver hos Ydelsen – Kontanthjælp
- Gennemgang af forskellige betalingslister
- Oprettelse samt invitation til møder
- Oprette samt sende tilbud til Dansk uddannelse
Det, der særligt tiltrækker mig ved Nordfyns Kommune som arbejdsplads, er den brede vifte af opgaver, man får mulighed for at prøve kræfter med, samt den faglige indsigt, man opnår gennem forskellige arbejdsopgaver. Der tages hensyn til den enkeltes læringstempo, og der er stor mulighed for selv at præge sin faglige udvikling. Jo mere man ønsker at lære, desto flere opgaver kan man få tildelt.
På Jobcenteret oplever jeg en åben og lærerig kultur, hvor sagsbehandlerne gerne inviterer en med til forskellige sagsgange. Dette har givet mig mulighed for at overvære og deltage i processer vedrørende kontanthjælp, integration og meget mere. Eksempelvis har jeg været en del af forberedelsen af kontanthjælpsansøgninger, indkaldt borgere og deltaget i visitationssamtaler.
Derudover har jeg medvirket i modtagelsen af flygtninge, hvor jeg har været med til at hente dem fra banegården, sørge for deres indkvartering og oprette dem i systemet, så de blandt andet får MitID og adgang til digital post. Jeg har også deltaget i integrationssamtaler sammen med sagsbehandlere, hvilket har givet mig en værdifuld indsigt i integrationsarbejdet.
Alt i alt er Jobcenteret i Nordfyns Kommune en spændende og dynamisk arbejdsplads, hvor man både udvikler sig fagligt og personligt gennem varierende og meningsfulde arbejdsopgaver.

Kontakt Strategi og Politik
Bogense Rådhus
Østergade 23
5400 Bogense
Mandag-Onsdag | 9.00 - 15.00 |
Torsdag | 9.00 - 17.00 |
Fredag | 9.00 - 13.00 |