Visionen om at finde ”Fælles veje til ny velfærd” har været overskriften i budgetarbejdet på området. Visionen har også været ledetråden i arbejdet med to nye masterplaner, som Social og Sundhedsudvalget har stået i spidsen for, og som er vedtaget sammen med budgettet. Med budgettet har forligspartierne frigjort og afsat de nødvendige midler til at iværksætte arbejdet og skabe den nødvendige omstilling.
Det betyder, at vi nu går i gang med at skabe et digitalt velfærdscenter, at vi kan nå flere borgere med digitale løsninger og klinikløsninger, at vi kan satse endnu mere på forebyggelse og rehabilitering samt på samarbejdet med lokal- og civilsamfund.
Med budgettet og masterplanerne arbejder vi på, at færre får behov for en plejehjemsplads. Vi kommer dog også til at investere i fremtidens boformer for ældre og dermed imødekomme de ønsker, som mange borgere har til et aktivt og værdigt ældreliv.
Der vil fortsat være et godt udbud af plejehjemspladser i Nordfyns Kommune. Samtidig med at Bryggergården lukker, genåbner vi plejehjemspladser på Søbo, og der er afsat anlægsmidler til at udvide kapaciteten yderligere. Der er midler til at øge indsatsen i hjemmeplejen i takt med at behovet stiger.
Aktivitetsarbejdet/klippekort på plejehjemmene prioriteres fortsat med særlige midler. Rengøringen i hjemmeplejen fortsætter uændret. Der vil fortsat være normeringer til de små botilbud og med en mindre rammereduktion, og med en engangsbevilling af midler til afvikling af gæld på handicapområdet (Botilbud Bogense) på 2,4 mio. kr. vil der fortsat være et fagligt og økonomisk solidt grundlag at tilbyde hjælp på til de mest udsatte. Endelig bemærker forligspartierne, at der ud over den almindelige demografiregulering er indarbejdet yderligere 2 mio. kr. årligt til at imødegå en demografisk udvikling med stadig flere ældre.
Forligspartierne forpligter sig til at tage ansvar for kommunens bidrag til at bekæmpe klimaforandringer og skabe en bæredygtig fremtid for vores borgere. Med afsæt i det politiske arbejdsgrundlag har Teknik- og Miljøudvalget prioriteret et fortsat stærkt fokus og højt ambitionsniveau for den grønne omstilling og investeringer i naturområdet.
Forligspartierne er derfor enige om, at fastholde investeringerne i kommunens ambitiøse klimahandleplan, Green Steps. Et af Fyns mest ambitiøse kystbeskyttelsesprojekter, Bogense Kystdiger fortsætter derfor uændret, og klimasikringen af Østre Mole i Bogense er fortsat en del af investeringsplanen.
En af Green Steps største enkeltindsatser er en ny og mere bæredygtig ejendomsstrategi. Den er under udarbejdelse, og samlet set fokuseres der på en ejendomsstrategi, som både skal sikre CO2-neutral bygningsdrift i 2030 og et økonomisk rationale, ligesom ejendomsstrategien skal udvikle og fremtidssikre kommunens ejendomsportefølje.
Borgere kan komme med indspark og bemærkninger til ejendomsstrategiens anbefalinger, før den endeligt vedtages i første halvår 2024. Strategien vil indgå som en del af budgetprocessen for budget 2025.
Den Grønne Fond er fortsat prioriteret som et vigtigt redskab for at nå klimahandleplanens mål om etablering af 500 hektar mere skov og natur, der i de kommende år skal planlægges gennem samarbejder og partnerskaber med private, fonde og forsyningsselskaber.
En prioritering som spiller tæt sammen med kommunens brandingstrategi Fri.Luft.Liv og udviklingen af Nordfyns Naturpark. Derfor er forligspartierne enige om, at der afsættes 0,850 mio.kr. til en projektleder for naturparken de kommende år. Yderligere er forligspartierne enige om, at fonden øges med 0,7 mio.kr. årligt så fonden udgør 3,5 mio.kr. årligt. Forøgelsen med de 0,7 mio. kr. årligt skal målrettes indsatsen i Odense Fjord. Indsatsen skal medvirke til at dæmme op for udledningen i fjorden, og Teknik- og Miljøudvalget fastlægger nærmere udmøntningen af puljen.
Desuden er der afsat midler til deltagelse i det fælles fynske LIFE-projekt. I det nordfynske delprojekt arbejdes der på en forbedret pleje af strandengsarealer langs Stegøvej i relation til projekt Bogense Kystdiger samt arealet nær Enebærodde på Flyndernæs.
Der er afsat en pulje på 0,1 mio. kr. årligt med det overordnede formål at støtte og fremme bevarelse, beskyttelse og bæredygtig håndtering af biodiversitet.
Som en del af den grønne omstilling friholdes flextrafikken (plustur og flextur) og det lokale rutenet for serviceforringelser.
Kommunalbestyrelsen ønsker at fastholde Nordfyns placering som nr. 1 på Fyn, når det gælder erhvervsklima, og blandt de 10 bedste kommuner i Danmark. Der vil blive set på områder, hvor indsatsen kan blive endnu bedre. Her vil der blandt andet blive sat ind med et øget samarbejde mellem skoler og erhvervslivet med fokus på erhvervspraktik. Målet vil være, at endnu flere unge kan se sig selv i en erhvervsfaglig grunduddannelse.
Kommunalbestyrelsen fastholder 9,9 mio. kr. af overskuddet fra strukturændringerne inden for eget område. En tidlig og forebyggende indsats foregår i hverdagen i vores dagtilbud og skoler. Derfor er forligspartierne enige om, at en stor del af det økonomiske provenu fra strukturændringerne på dagtilbuds- og skoleområdet bliver geninvesteret i de almene dagtilbud og skoler. Herudover er der i det tekniske budgetgrundlag indarbejdet puljemidler til løft af folkeskolen med 1,592 mio.kr., og et løft til minimumsnormeringer med 4,2 mio. kr.
Den indlagte rammebesparelse på børn og unge, som var indeholdt i omstillingskataloget, bortfalder. Besparelsen hentes i stedet via de velfærdsmidler, som regeringen sendte til kommunerne langt inde i budgetprocessen. Det drejer sig om 3,3 mio. kr. for Nordfyns Kommunes vedkommende.
Forligspartierne er videre enige om at formulere en politisk ramme for et tættere samarbejde mellem skolen og det nordfynske erhvervsliv, hvor Nordfyns Erhverv og Turisme, Nordfyns Ungdomsskole og Ungeposten også indgår i en form for ”partnerskabsmodel”. Børne- og Ungeudvalget skal efterfølgende udmønte rammen mere konkret. Formålet med indsatsen er, at eleverne får en større viden om arbejdsmarkedet og for at understøtte, at flere elever orienterer sig mod en erhvervsuddannelse.
Inden for myndighedsområdet på det specialiserede børn- og ungeområde prioriterer forligspartierne, at der afsættes 1 mio.kr. årligt så ressourcerne i Familieafdelingen øges i forbindelse med genbehandling af sager i det særlige Børn og Ungeudvalg, der træffer afgørelser af tvangsmæssig karakter.
Genbehandlingsfristen i en række sager er nedsat, og der efterspørges i stigende grad forældrekompetenceundersøgelser. Der udvides derfor med 1 stilling i afdelingen samtidig med at budgettet til forældrekompetenceundersøgelser og advokatudgifter øges. Herudover opnormeres der med en afdelingslederstilling i Familieafdelingen, ligesom der opnormeres med en controller i skole og dagtilbud.
Forligspartierne er enige om at udarbejde budgettet for arbejdsmarkedsområdet efter det udmeldte overførselsskøn for at sikre en ansvarlig økonomisk styring. Overførselsskønnet er statens forventninger til de samlede udgifter til ydelser og beskæftigelsesrettede indsatser i kommunerne.
Herudover opskrives skønnet med yderligere 2,5 mio.kr. i 2025 og stigende til 5 mio.kr. i 2026 og 7,5 mio.kr. i 2027, da der forventes en nettotilgang af førtidspensioner.
Med budgetaftalen prioriteres der øget administrativ arbejdskraft til tre områder. Det gælder Børn- og Familie, Voksen Myndighed samt Plan- og Byggeområdet. Samlet set reduceres udgifterne til det administrative område med 2,5 mio. kr.
I løsningen af velfærdsopgaverne er vi i dag afhængige af, at medarbejdere har hurtige og tidssvarende it-netværk. Derfor er der i budgettet afsat 3,6 mio.kr. årligt til at understøtte hurtige og tidsvarende forbindelser.
Med investeringen kan der arbejdes mere systematisk og vedvarende med en plan for udskiftning og udbygning af netværkskapaciteten på de kommunale institutioner og arbejdspladser. Herudover er der afsat en anlægspulje på 1,5 mio.kr. årligt, der skal understøtte løsningen af kerneopgaven, så medarbejderne får frigivet tid til de mere krævende opgaver, mens de mere trivielle rutineopgaver søges løst gennem robotteknologi.
Forligsparterne har afsat midler til en trivselspulje, som skal være med til at understøtte Nordfyns Kommune som en attraktiv arbejdsplads, hvor medarbejdere trives og gerne vil blive. Der er afsat 1,5 mio. kr. årligt de næste tre år.
Puljen til rekruttering og fastholdelse vil fortsat udgøre 1 mio. kr. årligt.
Den høje takst for arbejdsrelateret kørsel fastholdes. Dog vil der blive arbejdet for at nedbringe kørselsudgifter blandt andet ved øget brug af virtuelle møder.
Trafiksikkerhedsprojekt i Daugstrupkrydset ved Otterup fremrykkes og sættes i gang hurtigst muligt. Det samme gælder trafiksikkerhedsprojektet i Morud, hvor der etableres en sikker overgang ved krydsningen Rugårdsvej og Idrætsvej.
Der afsættes en anlægsramme på 17,9 mio. kr. fra 2024 og frem til 2027 til en ny multihal ved Søndersøhallerne. Den skal imødekomme det pres, hallens gymnastikafdeling mærker på hallens øvrige faciliteter.
Med investeringen i Søndersøhallerne - og med baggrund i evalueringen af halstrategien 2015-2025 – er vurderingen, at de 86,5 mio. kr., der er investeret i hallerne har skabt en god kapacitet i kommunens selvejende haller. Dermed kan de imødekomme de kommende års behov for udvikling af attraktive rammer for indendørs sports- og fritidsaktiviteter.
Budgetaftalen omfatter et ambitiøst anlægsprogram, hvor der bl.a. er afsat anlægsmidler til en ny multihal i Søndersø med 17,9 mio.kr., ligesom restbevillingen til Børnehuset Birkemose overføres til 2024 med ca. 12 mio. kr. sammenholdt med 12,5 mio. kr., der er afsat til formålet i 2024 og 2025.
Der er også afsat anlægsmidler til etablering af et dagtilbud i Krogsbølle med 13 mio. kr. fordelt i 2026 og 2027. Der skal dog udarbejdes et konkret projekt, før der kan sættes beløb på den endelige anlægsbevilling.
Det er også besluttet at understøtte masterplanen inden for Social og Sundhed med et anlægsbeløb på 43 mio. kr. hen over de næste 4 år. Yderligere videreføres den ambitiøse klimahandlingsplan – Greens Steps – DK2020 planen med 26,6 mio. kr. i de kommende 3 år.
En række anlæg fremrykkes på grund af en positiv midtvejsregulering for 2023, der har givet ekstra likviditet:
- Trafiksikkerhedsprojekt
- Daugstrup krydset 5,5 mio. kr.
- Trafiksikkerhedsprojekt i Morud 3,5 mio. kr.
- Reparation af tage på museer, Bogense og Otterup 2,675 mio. kr.
- Tagpaptaget over hal 1 i Søndersø Hallerne 4,905 mio.kr.
Se hele budgetaftalen her
Bogense Rådhus, Østergade 23
5400 Bogense
Mandag | 9.00 - 15.00 |
Tirsdag | 9.00 - 15.00 |
Onsdag | 9.00 - 15.00 |
Torsdag | 9.00 - 17.00 |
Fredag | 9.00 - 13.00 |