Nordfyns Kommune logo, til forsiden

Stolte skoleelever viser deres animationsfilm

50 skoleelever deltog onsdag den 26. marts 2025 i lokal gallafilmfest. Her fejrede de deres egenproducerede animationsfilm i projektet EDIT24, som er en årlig mobilfilmskonkurrence for 4.-7. klasser i de fynske kommuner.

Den seneste tid har tre nordfynske skoleklasser knoklet med at udtænke den gode historie, lave fine kulisser og karakter og finde de rette lydeffekter, når de i forbindelse med det fynske projekt EDIT24 har skabt animationsfilm optaget på mobiler og tablets. 

Filmarbejdet kulminerede onsdag den 26. marts i en lokal filmgalla, der blev afholdt på Otterup Bibliotek, hvor de 15 producerede film blev vist samlet på tværs af klasser og skoleafdelinger.

Filmene spændte bredt fra filosofiske til humoristiske kortfilm. Der var film om superhelte, monstre og ønskeportaler, men også om helt almindelige piger og drenge og deres hverdage og drømme.

Fra scenen blev det høje niveau rost og også den store indsats, der er lagt i at skabe nogle virkelig fine film. Ud af de 15 film blev fire film belønnet med priser. 

Bedste Film: Viktor og Ønskeportalen

Årets vinder af prisen for bedste animationsfilm imponerer på mange niveauer. Filmen er gennemført fra start til slut og demonstrerer en stærk forståelse for, hvordan man skaber en sammenhængende og engagerende fortælling.

Den scorer højt inden for både handlingsopbygning, animationsteknik, æstetik, lyd, humor og originalitet. Den er flot, detaljerig og gennemarbejdet – blandt andet er der på lydsiden omhyggelighed med god stemmeføring, åbnende busdøre og klirrende penge, mens der på billedsiden er animerede mimik og karakterer tegnet forfra og bagfra. Filmen er godt opbygget med et klart tema – og man betages som seer lige til sidste linje af de både godt animerede, humoristiske og flotte rulletekster.

Filmen vidner om rigtig mange kreative valg, som til sammen gør, at filmen fortjener prisen som bedste (nordfynske) animationsfilm 2025.

Filmen er lavet af Sigvald, Noah, Naja og Filippa fra 4. BO, Sletten Skole - afd. Otterup

Bedste Streg: Fredagshygge

Prisen for Bedste Streg går til en film, der imponerer med sin visuelle kvalitet og omhyggelige tegninger i processen med at skabe kulisser og karakterer.

Karaktererne er flot udført med fine detaljer som store, udtryksfulde øjne, babyhue og en fint udarbejdet kat. Der er kræset om at skabe flot tegnede kulisser både i det glitrende babyværelse, den detaljerede babyuro og ved gryden på komfuret.

Med sin høje visuelle kvalitet trækker filmen tråde tilbage til håndværket i den klassiske tegnefilm, hvor stregen er bærende for fortællingen. Den er virkelig fin i sine tegninger og fortjener derfor specialprisen Bedste Streg.

Filmen er lavet af Ida, Serin, Siff, Sille, Thilde fra 4. klasse, Sletten Skole - afd. Nordvest

Bedste Kameraføring: Supermand og Viktoria

Prisen for Bedste Kameraføring går til en film, der på fornem vis bruger kameraet som en aktiv medfortæller. Holdet har arbejdet bevidst med perspektiv, hvor både frø- og fugleperspektiv skaber stemning og understøtter historiens budskab.

Særligt imponerende er brugen af fokusskift mellem for- og baggrund, som tydeligt ses i bryllupsscenen. Perspektivvalgene tilfører dybde og gør fortællingen mere levende, hvilket vidner om en stærk filmteknisk forståelse.

Med sin leg med perspektiver og et veludført kameraarbejde fortjener denne film specialprisen Bedste Kameraføring.

Filmen er lavet af Milda og Mille fra 4.BO, Sletten Skole - afd. Otterup

Bedste Kreativitet - Ole som ikke gider at børste tænder

Prisen for Bedste Kreativitet går til en film, der sprudler af leg, originalitet og fantasi. Her bliver karakternernes mimik, bevægelser og talebobler brugt kreativt til at skabe en levende og underholdende fortælling.

Filmen udnytter simple elementer på en nytænkende måde – en simpel plastikkop-karakter får både neutrale øjne, vrede øjne og stjerner i øjnene. I et tegnet badeværelse ligger der et pelset tæppe, og den simple vedhængsbamse binder starten og slutningen i filmen sammen. Der er leget med detaljer, nærbilleder og lydeffekter, hvilket giver filmen et særligt kreativt og gennemført udtryk.

Med sin fantasifulde tilgang og kreative greb fortjener denne film specialprisen Bedste Kreativitet.

Filmen er lavet af Alma, Simon og Ostap fra 4.AO, Sletten Skole - afd. Otterup

Om juryen

I år bestod juryen af Heidi Godskesen Rasmussen, fotograf og redigeringstekniker (til venstre i billedet), samt Nordfyns Kommunes branding- og bosætningsmedarbejder Julie Nedergaard Svane (til højre i billedet).

Juryen var selv til stede på dagen, og Heidi inspirerede de unge filmmagere med et oplæg om, hvor mangfoldig en hverdag man kan have som fotograf, og hvordan Heidis egen vej ind i mediebranchen også begyndte med en animationsfilm i skolen.

Efter filmvisningen overrakte juryen priser sammen med værten Anja Lund, der er formand for Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget i Nordfyns Kommune (i midten af billedet).

Den fynske finale

Vinderen af Bedste Film går videre til den fynske finale, der finder sted den 2. april 2025.

Tak for indsatsen med at skabe alle de kreative film til alle filmhold (og deres lærere), og held og lykke og tillykke til alle vores talentfulde unge mennesker.

Kultur & Fritid
Rådhuspladsen 2
5450 Otterup

Mandag

09:00-15.00

Tirsdag

09.00-15.00

Onsdag

09.00-15.00

Torsdag

09.00-17.00

Fredag

09.00-13.00