Nordfyns Kommune logo, til forsiden

Nye renovationsspande på vej til borgerne i Nordfyns Kommune

Nordfyns Kommune har indgået en aftale med leverandøren AVK Plast a/s om udskiftning af alle renovationsspande i kommunen. Aftalen skal sikre, at borgere i Nordfyns Kommune får en mere holdbar løsning til affaldshåndtering, efter at der har været udfordringer med de nuværende beholdere.

skraldespande.jpg

Siden udfordringerne opstod, har kommunen løbende været i dialog med AVK Plast a/s for at minimere generne for borgerne. En del af aftalen indebærer, at alle renovationsspande erstattes med en forbedret udgave. Over 1.000 nye spande er allerede i år blevet leveret til udvalgte husstande uden problemer, og de nye beholdere vil blive testet hos Teknologisk Institut, inden de rulles ud til hele kommunen.

 

Aftalen giver AVK Plast a/s mulighed for at foretage udskiftningen af spandene over en periode på op til fem år eller alternativt at gennemføre udskiftningen på én gang. Det er også AVK Plast a/s, der står for at koordinere udskiftningen og for at håndtere de akutte udskiftninger.

 

For Nordfyns Kommune betyder aftalen, at udskiftningen sker uden ekstra omkostninger, og at eventuelle udgifter, som kommunen allerede har haft i forbindelse med indkøb og udbringning af ekstra spande, dækkes af AVK Plast a/s. Dog har kommunen selv haft udgifter i forbindelse med juridisk og rådgivningsmæssig bistand, ligesom kommunen har afholdt en del af omkostningerne til de tidligere tests hos Teknologisk Institut. Kommunens egen udgift i sagen beløber sig til ca. 1,25 millioner kroner.

 

Natur- og Miljøchef Peter Astrup Simmelsgaard udtaler: "Med denne aftale kan vi nu afslutte en ærgerlig sag på en tilfredsstillende måde. Dialogen med AVK Plast a/s har gennem hele forløbet været god, og vi har kunnet sikre, at borgerne løbende har fået tømt deres affaldsbeholdere og oplevet mindst mulige gener. Nu ser vi frem til at få udskiftet spandene til den nye model. Jeg håber, at udskiftningen kan gennemføres inden for en relativ kort periode, men det har været nødvendigt at finde et kompromis, der både sikrer vores investering og giver AVK Plast a/s fleksibiliteten til at udføre opgaven ansvarligt."

 

Når opgaven er fuldført, vil Nordfyns Kommune have fået udskiftet over 27.000 renovationsspande.

Kontaktinformation

Natur- og Miljøchef Peter Astrup Simmelsgaard, mobil 4171 5756