
- Det har været vigtigt for os at nøjes med 3 skraldespande, selv om vi indsamler 10 typer affald. Det løser vi ved, at spandene skal have 2 rum og tømmes oftere, siger Anders Thingholm, formand for Teknik- og Miljøudvalget.
De rumopdelte beholdere vil blive tømt af rumopdelte skraldebiler på samme måde, som vi kender det fra den nuværende spand til glas og metal. Spanden til pap og papir vil få et rum til plastik og mælkekartoner, og den vil blive tømt hver 14. dag i stedet for hver 4. uge. Spanden til restaffald vil få et lille rum til madaffald.
Klimavenlige beholdere og biler
De nye beholdere har et andet design, end nordfynboerne er vant til, for der er lagt mange overvejelser i indkøbet af skraldespande.
Blandt andet får spandene store hjul og håndtag. Låget har også fået en opgradering med skiltning og åbning til det enkelte rum, så det er lettere at få affaldet sorteret rigtigt. De ændringer er også med til at forbedre skraldemandens arbejdsmiljø.
Beholderne ser ikke bare anderledes ud, de er også langt mere robuste. Og så er de danskproducerede og lavet af mindst 30 procent genbrugsplast.
- De har en næsten dobbelt så lang levetid, som de beholdere, vi har i dag. Og kombineret med, at de er lavet af genbrugsplast og ikke skal fragtes den halve verden rundt, har vi fået en meget klimavenlig løsning, siger Anders Thingholm.
Tømningsbilerne vil fremover køre på biodiesel, og der bliver også indsat 2 biler, der kører på el. I alt spares der omkring 85 % af CO2-udledningen ved kørslen.
Følg med og få besked
Selv om man får sine nye beholdere til sommer, skal man først begynde at bruge dem i starten af september, hvor de nye renovationsbiler kører ud for at tømme dem.
- Det er en lidt langstrakt proces, når vi skal levere beholdere til 16.000 husstande. Derfor vil nogle opleve at skulle have både deres nye og deres gamle beholdere stående gennem et par måneder, inden ordningen træder i kraft, og vi henter de gamle, fortæller udvalgsformand Anders Thingholm.
Hvis man er tilmeldt app'en AffaldNordfyn, får man automatisk opdateringer om de nye beholdere og tømningsdage.
Læs mere
Du kan læse mere om de nye affaldsbeholdere og de 10 typer affald på Nordfyns Kommunes hjemmeside: https://www.nordfynskommune.dk/10typeraffald
Kontaktinformation
Anders Thingholm, formand for Teknik- og Miljøudvalget, tlf. 21 15 30 82
Mette Højby Petersen, Natur- og Miljøchef, tlf. 29 74 33 84