Nordfyns Kommune logo, til forsiden

Nordfyns Kommune ansætter ny chef for Klima og Infrastruktur

Nordfyns Kommune har ansat Helle Lagersted Jørgensen som ny chef for Klima og Infrastruktur. Hun tiltræder stillingen 1. januar 2025 og kommer fra en tilsvarende rolle som afdelingschef i Herlev Kommune.

Kommuneskilt.jpg

Som chef for Klima og Infrastruktur får Helle Lagersted Jørgensen ansvaret for at lede kommunens klimaindsatser og sikre udviklingen og vedligeholdelsen af de fysiske rammer i Nordfyns Kommune. Hendes ansvarsområder inkluderer blandt andet kommunens bygninger, anlæg, trafikale forhold, Teknik og Service, Vej og Park, Bogense Havn og Marina samt ledelse af kommunens klimateam. Med denne brede portefølje vil hun arbejde tæt sammen med både interne og eksterne aktører, herunder borgere, virksomheder og samarbejdspartnere.

Nordfyns Kommune har en ambitiøs klimaplan, som Helle Lagersted Jørgensen skal være med til at implementere. Derudover vil hun spille en nøglerolle i realiseringen af store anlægsprojekter som eksempelvis Projekt Bogense Kystdiger. Hun skal i den forbindelse samarbejde tæt med direktør Louise Rasmussen, chefkolleger samt de dygtige og engagerede medarbejdere og ledere på området.

Helle Lagersted Jørgensen har arbejdet med ledelse i otte år i henholdsvis Herlev og Lejre kommuner. Dermed har hun indgående indsigt i trafikplanlægning og vejprojekter, ligesom hun har erfaring fra andre fagområder som klimatiltag, skybrudssikring, byggeprojekter, bygningsrenovering mv.

Direktør for Teknik, Erhverv og Kultur, Louise Rasmussen, ser frem til samarbejdet:

"Helle bringer en bred erfaring fra driftsområdet med sig og har solid indsigt i mange af de opgaver, som stillingen indebærer. Vi står over for en spændende periode med store anlægs- og udviklingsprojekter, klimatilpasning og ambitiøse klimamål. Her får Helle en central rolle i tæt samarbejde med vores ledelsesteam og engagerede medarbejdere."

Helle Lagersted Jørgensen lægger især vægt på at søge det brede samarbejde i ledelsesrollen.

    "Mit fokus er at sikre, at borgerne oplever stærke og relevante tilbud i samspil med kommunen, og at politikerne har et solidt grundlag for deres beslutninger. Jeg tror på, at de bedste løsninger skabes i tæt samarbejde mellem fagligheder, borgere, virksomheder og politikere, og jeg ser frem til at bidrage til at omsætte politiske visioner til konkrete resultater i hverdagen", udtaler hun.

Helle Lagersted Jørgensen.png
Helle Lagersted Jørgensen.

Kontaktinformation

Louise Rasmussen, direktør for Teknik, Erhverv og Kultur, tlf. 23 46 99 28
Helle Lagersted Jørgensen, ny chef for Klima og Infrastruktur, tlf. 22 75 02 61