
Jublen hos borgmester Mette Landtved-Holm, formand for Erhvervs- Kultur og Fritidsudvalget Anja Lund og næstformand i Erhvervs- Kultur og Fritidsudvalget Dorte Schmidt var stor, da der fredag landede en glædelig email i Nordfyns Kommunes indbakke.
Med mailen fulgte en besked om, at Nordfyns Kommune er blevet godkendt til at deltage i forsøgsprojektet "Frie Bymidter" - et projekt, der for Nordfyns Kommunes vedkommende blandt andet kommer til at omfatte et helt nyt "Byens Hus", der vil få central placering på torvet i Otterup.
Bevillingen lyder på godt 9 millioner kr. Dermed er Otterup blandt de 14 byer, der er nået igennem nåleøjet og nu bliver en del af forsøgsordningen for frie bymidter.
Del af den politiske aftale 'Mere liv i bymidter og landdistrikter'
Forsøgsordningen er en del af den politiske aftale 'Mere liv i bymidter og landdistrikter' fra november 2021. Her satte et bredt politisk flertal i Folketinget samlet 130 mio. kr. af til at give udvalgte mindre og mellemstore byer mulighed for at blive sat fri af eksisterende regler og lovgivning i arbejdet for at sikre mere liv i bymidten.
Et af kravene for at være med i forsøgsordningen og dermed få del i puljen, er, at der etableres et velfærdscenter som fx Bibliotek og Borgerservice i bymidten. De 130 mio. kr. fordeles ligeligt mellem de medvirkende kommuner, og da 14 kommuner er blevet udvalgt til forsøgsordningen, er der altså ca. 9 mio. kr. til Otterup.
Mette Landtved Holm udtaler:
"Det er et spændende projekt, som der er arbejdet med igennem et godt stykke tid. Projektet har igennem processen med ansøgningen været fremlagt og drøftet i en tværgående gruppe, med repræsentanter fra blandt andet handelsforeningen, lokalrådet, handicaprådet, foreninger og de unge, og der er kommet mange gode input ind.
Jeg glæder mig til den videre proces med at få projektet realiseret, så vi kan skabe et godt grundlag for vores handelsdrivende i bymidten og et spændende hus med en række nye funktioner til gavn for byens borgere."
Anja Lund supplerer:
"Det er jo helt fantastisk, at der nu gives mulighed for at prøve nye samarbejdsformer af mellem kommune og handelsliv, så vi bedre kan arbejde sammen om at understøtte en spændende bymidte og et godt handelsliv.
Vi har netop indviet et nyt torv, og et "Byens hus" placeret i den sammenhæng vil være med til at gøre både Torvet og bymidten endnu mere attraktiv at opholde sig i. Det vil være til gavn for både byens borgere, handelslivet og turisterne, at der nu bliver et sted i bymidten, som indeholder en række funktioner der gør det til et rart sted at være."
Og Dorte Schmidt tilføjer:
"Det er et rigtig godt projekt, der indeholder mange ideer og forslag til, hvordan bymidten i Otterup kan gøres mere levende. At projektet er en del af et forsøgsprojekt betyder også, at det bliver muligt at prøve forskellige muligheder af for at se, hvad der virker, og hvad der ikke virker i forhold til både at understøtte butikkerne og spisestederne, og ikke mindst skabe en bymidte, hvor man som borger har lyst til at opholde sig."
Fakta om projektet
Den konkrete projektidé for Otterup indebærer som nævnt etablering af et nyt "Byens hus" på Torvet, så de ca. 70.000 årligt besøgende på Bibliotek og Borgerservice trækkes helt op i bymidten, tæt på handelsgaderne. Det vil skabe mere liv og et bedre grundlag for handelslivet i bymidten.
Idéen er et "Byens hus", der skal rumme Bibliotek og Borgerservice, og samtidig give de handelsdrivende i bymidten mulighed for at bruge bygningen til fx udstilling af deres varer. På den måde ønsker man at inspirere brugerne til at besøge butikkerne i handelsgaderne efter besøget i "Byens hus" på Torvet.
Et andet aspekt, der arbejdes med i projektet, er at åbne mulighed for, at byens spisesteder i bymidten kan levere mad til de besøgende i og omkring "Byens hus", og derved opnå en ekstra omsætning. Dette samtidig med, at der skabes liv i byen ved, at de besøgende tager ophold i bymidten i længere tid, når der er mulighed for at nyde en kop kaffe og en sandwich. Herudover skal bygningen give foreninger, de unge, dagplejemødre mv. mulighed for at bruge faciliteterne.
Projektet forventes at koste i alt ca. 25 mio. kr., og det kommunale budget skal derfor bidrage med det resterende beløb. Det er der dog allerede taget højde for i det kommunale budget, idet der i de kommende budgetår er afsat i alt 16 mio. kr. til projektet.
Kontaktinformation
Mette Landtved-Holm, borgmester tlf. 61 19 15 27
Anja Lund, formand for Erhvervs- Kultur og Fritidsudvalget tlf. 21 59 84 16
Dorte Schmidt, næstformand i Erhvervs- Kultur og Fritidsudvalget tlf. 50 42 87 18
Åse Nielsen, Plan og Kulturchef tlf. 21 52 36 83