Nordfyns Kommune logo, til forsiden

Landzonetilladelse til opførelse af gittermast på 36 meter

Nordfyns Kommune giver hermed tilladelse til opførelse af gittermast på 36 meter på matr. nr. 12l, Bårdesø By, Krogsbølle, Kristiansmindevej 35, 5450 Otterup.

Type
AfgørelseZonetilladelse
Klagefrist
13.01.2022

Område
5450 Otterup
Lagt online
16.12.2021

Tilladelsen er givet efter Planlovens § 35.

Det er en betingelse for tilladelsen,

  • at antennemasten stilles til rådighed for andre antenneformål og operatører mod rimelig betaling,

  • at masten fjernes senest 1 år efter endt brug til det tilladte formål,

  • at mast og tilhørende bygninger på jorden udføres i neutrale og ikke reflekterende farver,

  • at masten afskærmes med beplantning for så vidt angår nederste mastedel samt teknikskab,

  • at der kan meddeles byggetilladelse til det ansøgte

Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år.

Tilladelsen må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet. En rettidig klage har opsættende virkning, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet.

Tilladelsen vedrører kun forholdet til landzonebestemmelserne. Andre nødvendige tilladelser skal søges hos relevante myndigheder.

Byggeriet må ikke påbegyndes, før der er givet byggetilladelse.

Offentliggørelse

Afgørelsen offentliggøres på kommunens hjemmeside www.nordfynskommune.dk den 16. december 2021.

Ansøgningen

KPR Towers A/S har på jeres vegne søgt om tilladelse til opførelse af en 36 meter høj gittermast på matr.nr. 12l, Bårdesø By, Krogsbølle, Kristiansmindevej 35, 5450 Otterup.

Der er undersøgt muligheder for placeringen inden for det søgeområde, hvor masten skal placeres jf. dækningsforpligtigelserne fra Energistyrelsen. Der var tre kandidater til en placering.

Den ene placering blev afvist efter lodsejer havde vendt sagen med familien. Den anden placering er fravalgt da TDC ikke ville kunne overholde Energistyrelsens stillede dækningskrav på 90 %, på denne position.

Den endelige placeringen af masten er valgt ud fra, at den her kan opfylde dækningskravene fra Energistyrelsen. Masten placeres umiddelbart vest for et eksisterende vandværkshus, hvor der er et grønt areal med lav bevoksning.
Placeringen er valgt da masten her, vil være til mindst gene for lodsejeren.
Der en eksisterende adgangsvej til vandværkshuset, men denne vil kræve forbedring i forbindelse med opsætningen af masten.

Der findes ikke andre høje strukturer i området, som kan anvendes til etablering af en antenneposition indenfor søgeområdet. Det er derfor nødvendigt med etablering af en ny mast, for at TT-netværket kan efterkomme Statens krav om bedre tale- og mobilbredbåndsdækning.

Der er valgt en gittermast, hvorpå der opsættes panelantenner med tilhørende radiotekniske komponenter. Ved mastefoden sættes teknikkabine eller teknikskabe, og der trækkes kabler fra antennerne i masten til udstyret på jorden.

Masten skal være 36 m, for at der kan opnås den nødvendige dækningsforpligtigelse. Masten er desuden forberedt til at indplacere andre mulige mastebrugere.

Der er valgt en gittermast, idet det er vurderet, at en rørmast visuelt har et ”tungere” udtryk end en gittermast, som giver et mere ”luftigt” udtryk og ikke er så visuelt bastant.

Kommunens landzonetilladelse er nødvendig, fordi ejendommen ligger i landzone.

Faktiske forhold

Ejendommen

Ejendommen ligger i landzone og er ikke landbrugsnoteret.
Ejendommen er på 291 m² og ligger i det åbne land.
Ejendommen ligger syd for sommerhusområdet ved Bårdesø, samt øst for Tørresø og Nordvest for sommerhusområdet ved Jørgensø.

I henhold til kommunens byggesagsarkiv og BBR registret, er der på ejendommen noteret følgende bygninger:

  • Bygning 1: Bygning til vandforsyning på 80 m2.

Kommuneplan

Ejendommen er i Nordfyns Kommuneplan 2017-2029 bl.a. omfattet af:

  • Kystnærhedszonen

Kystnærhedszonen er en ca. 3 km. bred zone langs med alle Danmarks kyster og som omfatter landzonen og sommerhusområder i kystområderne. Kystnærhedszonen er fastlagt i planloven, og hensigten med kystnærhedszonen er at beskytte det danske kystlandskab, hvis udstrækning og variation er enestående i Europa. De danske kyststrækninger er flere steder noget af det mest uberørte natur og landskab, som Danmark har.

I kystnærhedszonen kan der kun planlægges for anlæg i landzone, såfremt der foreligger en særlig planlægningsmæssig og/eller funktionel begrundelse for kystnær lokalisering.

Landzonetilladelse i kystnærhedszonen kan som hovedregel kun meddeles, såfremt det ansøgte har helt underordnet betydning i forhold til de nationale planlægnings-interesser. Bygninger og anlæg, herunder landbrugsbygninger, skal indpasses i landskabet. Hvis de tillades opført uden tilknytning til eksisterende bygninger, skal de desuden afskærmes af beplantning i nødvendigt omfang under hensyn til værdierne i det omgivende landskab.

I henhold til kommunens retningslinjer for internet og mobil kan antennemaster opsættes indenfor kystnærhedszonen såfremt:

Der er et dokumenteret behov, alternative placeringer er undersøgt, og der ses ikke at være andre brugbare strukturer i nærområdet, hvorfra der vil kunne opnås en rimelig dækningsgrad inden for områderne.

Øvrige bindinger/udpegninger

Der er ikke øvrige bindinger for ejendommen.

Besigtigelse og orientering

Nordfyns Kommune har ikke besigtiget ejendommen.

I denne sag har Nordfyns Kommune skønnet, at det ansøgte er af underordnet betydning for naboerne, idet der ingen naboer er indenfor betragtelig afstand. Naboerne er derfor ikke orienteret om ansøgningen.

Begrundelse for afgørelsen

Nordfyns Kommune har vurderet, at der kan gives landzonetilladelse til det ansøgte på betingelse af nogle opstillede vilkår. Nedenfor er kommunens samlede vurdering.

Der er et dokumenteret behov for opstilling af en mast i området, og der er undersøgt alternative placeringer, og der ses ikke at være andre brugbare strukturer i nærområdet, hvorfra dækningskravet kan opfyldes.

Den ansøgte mast opføres i nær tilknytning til ejendommens eksisterende bebyggelse. En mast vil imidlertid, på grund af sin højde, kunne ses både fra de nærmeste omgivelser og over større afstande. Mastens udformning er derfor også indgået i vurderingen, og det er vurderet, at en gittermast vil virke mest transparent og dermed mindst synlig i landskabet.

Der i behandlingen lagt vægt på, at ansøger har licensforpligtelse til dækning af området, og at det ansøgte ikke tilsidesætter de hensyn, som kommunen skal varetage efter planloven. Herunder de landskabelige hensyn samt hensynet til naboerne.

Natura 2000 og bilag IV-arter

Kommunen skal ifølge bekendtgørelse om internationale beskyttelsesområder vurdere om det, der gives landzonetilladelse til, kan påvirke internationale beskyttelsesområder væsentligt. I den konkrete sag er der et Natura2000 område ca. 5,5 km mod vest og ca. 6 km mod sydøst. Det er Nordfyns Kommunes vurdering, at det ansøgte ikke kan påvirke disse Natura 2000-områder væsentligt.

Kommunen skal også ifølge bekendtgørelsen vurdere, om det ansøgte vil beskadige eller ødelægge yngle-, rasteområder eller plantearter, som er optaget i habitatdirektivets bilag IV. Det vurderes, at det ansøgte ikke vil have negative konsekvenser for arter omfattet af EF-habitatdirektivets bilag IV.

Natura 2000

Nordfyns Kommune vurderer, at opførelsen af masten, ikke vil have væsentlig indvirkning på dyre- og planteliv, herunder at der ikke vil ske forringelse eller beskadigelse af yngle-, vokse, eller rasteområder for særligt beskyttede arter jf. habitats bekendtgørelsen.

Retsregler

Nordfyns Kommune har truffet afgørelse efter planlovens § 35.

Planlov

Planloven, lovbekendtgørelse nr. 1157 af 1. juli 2020, og senere ændringer

Kommuneplan 2017-29 for Nordfyns Kommune

Klagevejledning

Afgørelsen kan inden 4 uger fra offentliggørelsen påklages af enhver med retlig interesse i afgørelsen samt af landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har at beskytte natur og miljø eller varetager væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen.

Hvis klagefristen udløber en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

Klage til Planklagenævnet indgives ved anvendelse af digital selvbetjening. Du klager via Klageportalen, der findes på Nævnenes Hus' hjemmeside. Du logger på, ligesom du plejer, typisk med NEM-ID. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Når du klager, skal du betale et gebyr, som for privatpersoner er på 900 kr. og for virksomheder, foreninger og offentlige myndigheder på 1.800 kr. Betaling af klagegebyr sker ved elektronisk overførsel til Planklagenævnet via Klageportalen.

Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, som ikke er indgivet ved digital selvbetjening. Nævnet kan undlade at afvise en klage, som ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der foreligger særlige forhold, der gør, at klager ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening.

Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Nordfyns Kommune, teknisk@nordfynskommune.dk. Kommunen videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.

Afgørelsen kan indbringes for domstolene inden 6 måneder fra offentliggørelsen.