Tilladelsen er givet efter Planlovens § 35.
Det er en betingelse for tilladelsen, at lagerhallen etableres i bygning 2, som angivet i ansøgningen. Hallen må ikke om- eller tilbygges i væsentligt omfang.
Desuden er det en betingelse for tilladelsen, at BBR-bygning 2 benyttes til lager med begrænset personophold på ejendommen, da ejendommen er beliggende i det maksimalt støjbelastede område (> 60 dB(a)).
Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år.
Tilladelsen må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet. En rettidig klage har opsættende virkning, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet.
Tilladelsen vedrører kun forholdet til landzonebestemmelserne. Andre nødvendige tilladelser skal søges hos relevante myndigheder.
Offentliggørelse
Afgørelsen offentliggøres på kommunens hjemmeside www.nordfynskommune.dk den 21.07.2022.
Ansøgningen
Der er søgt om tilladelse til en lagerhal til udlejning af hallen (bygning 2) på matr.nr. 1e, Beldringe By.
Kommunens landzonetilladelse er nødvendig, fordi ejendommen ligger i landzone.
Faktiske forhold
Af nedenstående kort fremgår hallens placering. Ejendommen er placeret tæt på lufthavnen og tæt på korn- og foderstofvirksomhed. Hallen, der søges landzonetilladelse til, er markeret med rødt.
I ansøgningen er det beskrevet, at den nuværende anvendelse for hallen er maskinhus/landbrugshal. Der er søgt om, at hallen fremover kan anvendes som lagerhal til udlejning, Der forventes ingen ændringer i trafik til og fra matriklen. Parkering vil – som hidtil – foregå på matriklen.

Ejendommen
Ejendommen ligger i landzone og er ikke en landbrugsnoteret ejendom. Ejendommen er på knap 2 ha. Ejendommen ligger i et område, hvor lufthavnen med tilhørende aktiviteter er beliggende helt tæt på. Desuden er ejendommen omgivet af marker og landbrugsaktiviteter, herunder også korn- og foderstofvirksomhed.
I henhold til kommunens byggesagsarkiv og BBR-register, er der på ejendommen noteret følgende bygninger:
-
Bygning 1: Stuehus til landbrugsejendom på 149 m²
-
Bygning 2: Tiloversbleven landbrugsbygning på 1.206 m2.
Kommuneplan, bindinger og udpegninger
Ejendommen er i Nordfyns Kommuneplan 2021 – 2033, hvor Beldringe er beliggende i en kategori 6, der fastlægger, at ejendomme i det område skal reguleres inden for planlovens bestemmelser.
Områdeklassificering: Jordforurening: det giver ikke anledning til udfordringer i forbindelse med landzonetilladelsen. Det er i tilfælde af, at der skal flyttes jord fra matriklen, at der vil være krav om analysepligt. Der skal ikke flyttes jord i forbindelse med denne landzonetilladelse.
Desuden er der følgende opmærksomhedspunkter i forbindelse med konfliktsøgningen:
-
Skydebane, støjkonsekvensområde
-
Støjbelastet areal
-
Afgrænsede landsbyer
Den mindre ændring, der vil være i forbindelse med den ændrede aktivitet vurderes at kunne være i området for afgrænsede landsbyer. I landzonetilladelsen tages der højde for, at ejendommen netop er beliggende i et støjfølsomt område.
Besigtigelse og orientering
Nordfyns Kommune har ikke besigtiget ejendommen.
I denne sag har Nordfyns Kommune vurderet, at ændringen er af underordnet betydning for naboerne. Naboerne er derfor ikke orienteret om ansøgningen, jf. § 35 stk. 5.
Begrundelse for afgørelsen
Nordfyns Kommune har vurderet, at der kan gives landzonetilladelse til det ansøgte i form af lagerhal til udlejning og at det ikke er i strid med kommuneplanens udpegninger.
Der er lagt vægt på, at der med begrænset personophold på ejendommen i det støjbelastede område ikke vil være væsentlige ændringer i forhold til nu. Desuden er det vurderet, at netop de aktiviteter vil kunne rummes i det støjbelastede område.
Retsregler
Nordfyns Kommune har truffet afgørelse efter planlovens § 35.
Planlov
Planloven, lovbekendtgørelse nr. 1157 af 1. juli 2020, og senere ændringer.
Kommuneplan 2021 - 2033 for Nordfyns Kommune.
Klagevejledning
Afgørelsen kan inden 4 uger fra offentliggørelsen påklages af enhver med retlig interesse i afgørelsen samt af landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har at beskytte natur og miljø eller varetager væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen.
Hvis klagefristen udløber en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.
Klage til Planklagenævnet indgives ved anvendelse af digital selvbetjening. Du klager via Klageportalen, der findes på Nævnenes Hus' hjemmeside. Du logger på, ligesom du plejer, typisk med NEM-ID. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Når du klager, skal du betale et gebyr, som for privatpersoner er på 900 kr. og for virksomheder, foreninger og offentlige myndigheder på 1.800 kr. Betaling af klagegebyr sker ved elektronisk overførsel til Planklagenævnet via Klageportalen.
Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, som ikke er indgivet ved digital selvbetjening. Nævnet kan undlade at afvise en klage, som ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der foreligger særlige forhold, der gør, at klager ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening.
Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Nordfyns Kommune, teknisk@nordfynskommune.dk. Kommunen videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.
Afgørelsen kan indbringes for domstolene inden 6 måneder fra offentliggørelsen.