Tilladelsen er givet efter Planlovens § 35.
Det er en betingelse for tilladelsen:
-
at garagen kun anvendes til privat brug for beboere og ombygges som oplyst i ansøgningen.
Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år, jf. planlovens § 56 stk. 2. Tilladelsen må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet. En rettidig klage har opsættende virkning, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet.
Tilladelsen vedrører kun forholdet til landzonebestemmelserne. Den ændrede anvendelse kræver også tilladelse til at nedlægge boligen jf. boligreguleringsloven.
Offentliggørelse og klagefrist
Afgørelsen offentliggøres på kommunens hjemmeside www.nordfynskommune.dk onsdag den 9. april 2025.
Der er en klagefrist på 4 uger fra offentliggørelsen af tilladelsen, og tilladelsen træder først i kraft, når klagefristen er udløbet. Hvis der klages, så betyder det at tilladelsen kun må udnyttes, hvis Planklagenævnet giver medhold i vores afgørelse om landzonetilladelse. Vi orienterer ansøger efter klagefristen er udløbet.
Ansøgningen
Der er søgt om tilladelse til at ændre BBR bygning nr. 3 fra nuværende bolig på 92 m2 til garage på 92 m2. I forbindelse med den ændrede anvendelse ombygges østfacaden, så den fremstår med to garageporte. Bygningen har tidligere været garage.

Kommunens oplysninger og udpegninger for ejendommen
Ejendommen er en boligejendom i landzone og grunden, matr.nr.11a, Hindevad By, Hårslev, er på 15334 m2.
Ejendommen er fritliggende ejendom uden for landsbyafgræsning.
I BBR er bygningen registeret med disse bygninger:
-
Bygning 1: 210 m2 bolig
-
Bygning 3: 92 m2 bolig (omfattet af denne tilladelse)
-
Bygning 4: 130 m2 bolig
Ejendommen er jf. kommuneplan 2021-2033 samt konfliktsøgning i kort omfattet af disse udpegninger:
-
Større sammenhængende landskaber
-
Indvindingsopland og grundvandsdannende opland
-
Værdifuldt landbrugsområde
De større sammenhængende landskabsområder omfatter områder med betydelige landskabelige værdier, herunder også de mest velbevarede hovedgårdslandskaber. De større sammenhængende landskabsområder er sårbare over for større tekniske
anlæg og bør derfor især friholdes for sådanne anlæg, med mindre hensynet til bevaring af landskabsværdierne kan løses på tilfredsstillende vis. Disse landskabsområder kan også være sårbare over for byudvikling.
Kommunen skal friholde indvindingsområder for drikkevandsinteresser for virksomhedstyper eller anlæg, der medfører en væsentlig fare for forurening af grundvandet.
De særlige værdifulde landbrugsområder i Nordfyns Kommune er udpeget på baggrund af den aktuelle benyttelse på tidspunktet for udarbejdelse af kommuneplanen i 2009. Der er i udpegningen taget hensyn til daværende primære anvendelser af området, og hvor det ville give mest mening at sikre store sammenhængende arealer til landbrugsdrift.
Ligeledes er der set på, hvor udvikling af landbruget ville give færrest muligheder for konflikter med omgivelserne.
Naboorientering
Der har ikke været gennemført naboorientering i medfør af Planlovens § 35, stk. 5, da vi har vurderet, at den ændrede anvendelse af bygningen er uden betydning for naboerne.
Begrundelse for afgørelsen
Dette indgår i vores vurdering af sagen:
-
Det er en eksisterende bygning, der ændres fra bolig til garage, så der ikke opføres ny bygning.
-
Den ændrede anvendelse ikke har betydning for de overordnede planmæssige
interesser og ikke har betydning for landskabet.
-
Selvom det samlede areal af udhus/garage overstiger 100 m2, så er det en eksisterende bygning og derfor er det ikke tale om øget bebyggelse i det åbne land.
-
Det er kun østfacaden, der ændres og det kan ikke ses fra vejen.
Vi har derfor vurderet, at det ansøgte ikke er i strid med de hensyn, der skal sikres jf. planloven, hverken i forhold til landskab eller naboer.
Klagevejledning
Afgørelsen kan inden 4 uger fra offentliggørelsen påklages af enhver med retlig interesse i afgørelsen samt af landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har at beskytte natur og miljø eller varetager væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen.
Hvis klagefristen udløber en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.
Klage til Planklagenævnet indgives ved anvendelse af digital selvbetjening. Du klager via Klageportalen, der findes på Planklagenævnets hjemmeside. Du logger på, ligesom du plejer, typisk med MitID. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Når du klager, skal du betale et gebyr, som for privatpersoner er på 900 kr. og for virksomheder, foreninger og offentlige myndigheder på 1.800 kr. Betaling af klagegebyr sker ved elektronisk overførsel til Planklagenævnet via Klageportalen. Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, som ikke er indgivet ved digital selvbetjening. Nævnet kan undlade at afvise en klage, som ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der foreligger særlige forhold, der gør, at klager ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening.
Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Nordfyns Kommune. Kommunen videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.
Afgørelsen kan indbringes for domstolene inden 6 måneder fra offentliggørelsen.
Rådhuspladsen 2
5450 Otterup
Mandag | 09.00-15.00 |
Tirsdag | 09.00-15.00 |
Onsdag | 09.00-15.00 |
Torsdag | 09.00-17.00 |
Fredag | 09.00-13.00 |