I mail af 28. december 2023 søger Geopartner Landinspektører A/S på vegne af Skanlux Byggefirma A/S om tilladelse til at omlægge en del af den private fællesvej, Kærvej, Hasmark, 5450 Otterup.
Den del af Kærvej, som de søger om tilladelse til at omlægge, er den ”grønne” vejstrækning på ejendommene, Strandkrogen 23-29 med flere, Hasmark, 5450 Otterup, som skitseret på deres oversigtskort af 21. december 2023.
Konkret søges der om tilladelse til at nedlægge den ”grønne” vejstrækning og som erstatningsvej at udlægge og anlægge en ny ”rød” 4 meter bred privat fællesvej på ejendommen, matrikel nr. 16s, Hasmark By, Norup.
Geopartner Landinspektører A/S får i brev af 17. april 2024 tilladelse til at omlægge den private fællesvej, Kærvej.
Tilladelsen forudsætter, at de følger disse vilkår:
-
De skal omlægge vejen, som beskrevet i deres ansøgning af 22. december 2023, og som skitseret på deres oversigtskort af 21. december 2023.
-
De må først nedlægge den ”grønne” vej, når de har anlagt den ”røde” vej.
-
Inden de nedlægger den ”grønne” vej og anlægger den ”røde” vej, skal de i nødvendigt omfang indhente oplysninger om ledningsanlæg, så som elkabler, telekabler, antennekabler, vandledninger, drænledninger med mere.
-
Den ”røde” vej skal de udlægge i minimum 4 meters bredde.
-
Den ”røde” vej skal de som minimum anlægge som et kørespor i marken som den nuværende vej.
-
Samtlige ejendomme, der har vejret til den ”grønne” vej, skal have vejret til den ”røde” vej.
-
De skal opdatere matrikelkort. Derunder fjerne den ”grønne” vej fra matrikelkortet, optage den ”røde” vej på matrikelkortet med mere.
-
De skal opdatere tingbøger og øvrige relevante ejendomsretlige registre med mere. Derunder tinglyse berørte ejendommes vejrettigheder på den ”røde” vej med mere.
-
De skal selv udføre og betale alle nævnte arbejder og eventuelle afledte følgearbejder.
Tilladelsen gælder i 12 måneder. Det betyder, at tilladelsen automatisk bortfalder, hvis de ikke udnytter tilladelsen inden for 12 måneder.
Ansøgningen
Geopartner Landinspektører søger om tilladelse til at omlægge en del af den private fællesvej, Kærvej. Konkret at omlægge den ”grønne” del af vejen, som ligger på sommerhusgrundene, Strandkrogen 23-29 med flere. Og de foreslår, at de som erstatningsvej for den ”grønne” vej udlægger og anlægger en ny ”rød” privat fællesvej på ejendommen, matrikel nr.16s.

De oplyser, at den ”grønne” vejs placering på sommerhusgrundene, Strandkrogen 23-29, gør det uforeneligt med en hensigtsmæssig indretning og udnyttelse af grundene med sommerhuse med mere.
De oplyser videre, at de derfor har indgået en aftale med ejeren af markejendommen, matrikel nr. 16s, om, at de kan etablere en ny ”rød” vej på matrikel nr. 16s, som erstatningsvej for den ”grønne” vej.
De vurderer, at den private fællesvej, Kærvej, har været benyttet som markvej, har bestået af et kørespor og har haft en fysisk bredde på 3 til 3,5 meter.
De vurderer videre, at Kærvej de seneste år alene har fungeret som adgangsvej for ejendommen, matrikel nr. 14c. Da arealer vest for matrikel nr. 14c drives af ejeren af ejendommen, matrikel nr. 16s, som i øvrigt ikke selv benytter vejen som adgangsvej til sine markarealer.
De oplyser, at de vil udlægge den nye ”røde” vej i en bredde på 4 meter og anlægge vejen som et kørespor i marken som den nuværende Kærvej. Og de vil optage den nye vej på matrikelkortet som adgangsvej til ejendommen, matrikel nr. 14c.
De vurderer derfor alt i alt, at Kærvej lokalt kan omlægges, og at den ”grønne” vejstrækning dermed kan nedlægges og erstattes af den ”røde” vejstrækning.
Høring og bemærkninger til ansøgningen
Geopartner Landinspektørers ansøgning om at omlægge den private fællesvej, Kærvej, var i høring i januar, februar og marts 2024.
Ansøgningen var i høring hos ejere af ejendomme, der grænser op til vejen, i høring hos ejere af ejendomme, der har tinglyst vejret til vejen, og i høring hos ejere af ejendomme, der må antages at have vejret til vejen.
Derudover var ansøgningen i offentlig høring på vores hjemmeside. Og endelig var ansøgningen også i høring hos ledningsejere, der eventuelt har ledningsanlæg i, på, over eller ved vejen.
Der kom bemærkninger fra:
-
Nordfyns Kommune, Plan & Kultur
-
Ejerne af ejendommen, Hasmarkvænget 10-12, 5450 Otterup
Nordfyns Kommune, Plan & Kultur oplyser i mail af 22. januar 2024, at de ingen bemærkninger har til en omlægning af vejen.
Ejerne af ejendommen, Hasmarkvænget 10-12, 5450 Otterup, oplyser i mail af 21. januar 2024, at de har overtaget ejendommen, Hasmarkvænget 10-12, efter den ene ejers forældre.
Derudover er der, opgjort den 15. april 2024, ikke kommet yderligere bemærkninger til ansøgningen.
Nordfyns Kommunes vurdering og begrundelse
Den eksisterende ”grønne” private fællesvej, Kærvej, ligger i et sommerhusområde. Mens den nye ”røde” private fællesvej vil komme til at ligge i landzone.
Det er vores vurdering, at Kærvej giver adgang til ejendommene, matrikel nr. 14c, nr. 13o, nr. 9b, nr. 16s, eventuelt flere ejendomme. Og at disse ejendomme derfor fortsat skal have vejret til den nye ”røde” private fællesvej.
Nævnte ejendomme er markarealer og beplantede arealer, og ejendommene er uden beboelse, industribygninger og lignende.

Det er Nordfyns Kommunes vurdering, at vejen kun har færdselsmæssig betydning for nævnte ejendomme i forbindelse med dyrkning, drift og vedligeholdelse af ejendommene, og at en vej udlagt og anlagt i 4 meters bredde som et kørespor vil være tilfredsstillende for nødvendig motoriseret og lignende færdsel i forbindelse med nævnte benyttelse af ejendommene.
Det er derudover vores vurdering, at vejen ikke har almen offentlig færdselsmæssig betydning for øvrige i lokalområdet, ud over fodgængeres og cyklisters ret til at færdes på vejen i henhold til naturbeskyttelseslovens regler om offentlighedens ret til at færdes på stier og veje i det åbne land i Danmark.
Det er derfor vores vurdering, at en vej udlagt i 4 meters bredde som et kørespor i marken vil være en tilfredsstillende vej for nødvendig motoriseret og lignende færdsel i forbindelse med dyrkning, drift og vedligeholdelse af berørte ejendomme.
Denne tilladelse til at omlægge den private fællesvej, Kærvej, er en offentligretlig tilladelse, hvor vi vurderer, at den nye ”røde” vej trafikalt og vejteknisk vil være et tilfredsstillende alternativ til den eksisterende ”grønne” vej.
Hvem skal udføre og betale en omlægning af vejen?
Vi kan forstå på Geopartner Landinspektører, at de har indgået en aftale med ejeren af ejendommen, matrikel nr. 16s, om, at den nye ”røde” vej kan udlægges og anlægges på matrikel nr. 16s.
Det er en privatretlig aftale mellem dem og ejeren af matrikel nr. 16s, og dermed en aftale som vi ikke kan tage stilling til. Vi kan nemlig ikke bestemme, at vejen skal placeres på matrikel nr. 16s, men alene give tilladelse til at placere vejen på matrikel nr. 16s.
Hvem der skal udlægge og anlægge vejen er også et privatretligt anliggende mellem dem og de øvrige berørte parter i sagen, vejberettigede grundejere, vejejere med flere.
Det almindelige i disse sager er dog, at ansøgeren, her Geopartner Landinspektører, udfører og betaler arbejdet.
Hvem skal opdatere matrikelkort og tingbøger?
Geopartner Landinspektører får tilladelse til at omlægge den private fællesvej, Kærvej, og omlægger de vejen, skal de sørge for, at matrikelkort, tingbøger, ejendomsretlige registre med mere opdateres i nødvendigt omfang, og de skal betale udgiften derfor.
Det betyder, ved en omlægning af vejen, at de skal fjerne den ”grønne” vej fra matrikelkortet, optage den ”røde” vej på matrikelkortet med mere.
Det betyder videre, ved en omlægning af vejen, at de skal opdatere tingbøger. Det vil sige tinglyse berørte ejendommes vejrettigheder på den ”røde” vej, aflyse eventuelle tinglyste vejrettigheder på den ”grønne” vej med mere.
Er der ledningsanlæg i vejen, og hvad skal der ske med dem?
Geopartner Landinspektørers ansøgning var i januar, februar og marts 2024 også i høring hos ledningsejere, der har ledningsanlæg i området.
Der kom ingen bemærkninger, opgjort den 15. april 2024, fra ledningsejere.
Det er derfor umiddelbart vores vurdering, at der ikke er ledningsanlæg i hverken den ”grønne” vej eller den ”røde” vej.
Men viser det sig, at der alligevel ligger ledningsanlæg i den ”grønne” vej, er det vores vurdering, at ledningsanlæg ligger efter privatvejslovens gæsteprincip, som udmøntet i privatvejslovens § 70, stk. 1.
Og ligger der ledningsanlæg i den ”grønne” vej, og nedlægger de den ”grønne” vej, er det vores vurdering, at ledningsanlæg dermed vil komme til at ligge som gæst i det nedlagte vejareal efter det ulovbestemte gæsteprincip.
Eventuelle ledningsanlæg i arealet, hvor de vil udlægge og anlægge den ”røde” vej er et privatretligt anliggende imellem dem og ledningsejeren. Og dermed et forhold som vi ikke kan tage stilling til.
Hvad er en privat fællesvej, en vejret og en vejberettiget?
Definitionen på en privat fællesvej er en vej, som ligger på en ejendom, og som ejeren af en anden ejendom har ret til at benytte som færdselsareal for sin ejendom, jf. privatvejslovens § 10, pkt. 3.
Denne ret er en vejret, som giver en ejer af en ejendom ret til at benytte en privat fællesvej som færdselsareal for ejendommen, typisk som adgangsvej til sin ejendom med motoriseret og lignende færdsel, jf. privatvejslovens § 10, pkt. 5.
En vejberettiget er en grundejer, der ejer en ejendom med vejret, jf. privatvejslovens § 10, pkt. 6.
Vejretten er tilknyttet ejendommen, og det betyder, at alle, der har et ærinde til ejendommen, må benytte vejen.
Reglerne om at omlægge en privat fællesvej
En privat fællesvej må ikke nedlægges eller omlægges uden en kommunes tilladelse, jf. privatvejslovens § 71. Og kommunen skal behandle en sag om nedlæggelse eller omlægning efter privatvejslovens §§ 72-78.
Kommunen skal tage stilling til, om en privat fællesvej helt eller delvist kan nedlægges eller omlægges, hvis en grundejer med den fornødne interesse i vejen beder kommunen om det. jf. privatvejslovens § 72, stk. 1.
Spørgsmålet, om en kommune efter privatvejslovens § 72, stk. 1, kan give tilladelse til at nedlægge eller omlægge en privat fællesvej, afhænger af kommunens skøn. Ved denne vurdering, skal kommunen varetage almene offentligretlige hensyn, primært af trafikal og vejteknisk art.
Hvis ingen almene offentligretlige hensyn taler imod en nedlæggelse eller omlægning af en privat fællesvej, skal kommunen vurdere, om vejen er eneste adgangsvej til en ejendom eller af vigtighed for en ejendom.
En privat fællesvej skal helt eller delvist opretholdes, hvis vejen efter matrikelkortet er eneste adgangsvej til en ejendom, og der ikke samtidigt etableres anden vejadgang. Vejen skal også helt eller delvist opretholdes, hvis vejen i øvrigt er af vigtighed for en ejendom med vejret til vejen, jf. privatvejslovens § 72, stk. 2.
I tilfælde hvor en privat fællesvej hverken er eneste adgangsvej eller vurderes at være af vigtighed for en ejendom, skal kommunen foretage en konkret afvejning af parternes interesser, dels i at bevare vejen i dens nuværende vejforløb og dels i at omlægge vejen.
En tilladelse til at omlægge en privat fællesvej efter privatvejslovens § 72, stk. 1, medfører, at eventuelle vejrettigheder, til det vejstykke, der nedlægges, bortfalder, hvis tilladelsen i øvrigt udnyttes.
Det er almindelig antaget, at vejrettigheder ved en omlægning af en privat fællesvej overføres fra det nedlagte vejstykke til det nye vejstykke.
Kommunen skal offentliggøre en påtænkt beslutning om at nedlægge eller omlægge en privat fællesvej eller dele af vejen. Den påtænkte beslutning skal samtidig meddeles til ejere af vejen, ejere af tilgrænsende ejendomme, ejere af ejendomme, hvis adkomst eller rettigheder til vejen er tinglyst, og ejere af ejendomme, der må antages at have vejret til vejen.
Og kommunen skal give en frist på minimum 8 uger til at komme med bemærkninger, indsigelser og ændringsforslag, jf. privatvejslovens § 73, stk. 1 og 2.
Hvis kommunen afviser en indsigelse om, at den private fællesvej er eneste adgang eller af vigtighed for en ejendom, og herefter giver tilladelse til at nedlægge eller omlægge vejen, skal kommunen oplyse om, at spørgsmålet om vejens vigtighed kan indbringes for taksationsmyndighederne inden 4 uger efter meddelelsen af kommunens afgørelse, jf. privatvejslovens § 75.
Hvis kommunen ikke selv har rejst spørgsmålet om den private fællesvejs nedlæggelse eller omlægning, kan kommunen fordele udgifterne ved sagens behandling, herunder udgifterne til notering i matriklen og berigtigelse af tingbogen, jf. privatvejslovens § 78, imellem de grundejere, der har interesse i en nedlægning eller omlægning af vejen, jf. privatvejslovens § 76, stk. 1.
I henhold til privatvejslovens § 78 skal kommunen sørge for, at en nedlægning eller omlægning af en privat fællesvej, jf. privatvejslovens § 72, stk. 1, noteres i matriklen og berigtiges i tingbogen.
Lovgrundlag
Kærvej, 5450 Otterup, er en privat fællesvej, som skitseret på vores oversigtskort af 5. januar 2024, jf. privatvejslovens § 10, pkt. 3.
Den private fællesvej er dermed underlagt privatvejslovens regler, jf. privatvejslovens § 2, stk. 1, og vi administrerer vejen som vejmyndighed, jf. privatvejslovens § 1, stk. 2.
Den private fællesvej ligger dels i landzone og dels i et sommerhusområde. De dele af vejen, som ligger i landzone, er underlagt privatvejslovens landregler, jf. privatvejslovens § 4, og de dele af vejen, som ligger i et sommerhusområde, er underlagt privatvejslovens byregler, jf. privatvejslovens § 3, stk. 1.
Geopartner Landinspektører får tilladelse til at omlægge den private fællesvej, jf. privatvejslovens § 71.
Privatvejsloven, lovbekendtgørelse nr. 422, af 25. april 2023, kan ses på Civilstyrelsens hjemmeside, Retsinformation, på dette link: Privatvejsloven
Klagevejledning
Er I part i denne sag, har I mulighed for at klage over vores tilladelse til Geopartner Landinspektører, tilladelsens vilkår med mere. Og er I part i sagen, har I dermed mulighed for at klage til Vejdirektoratet og/eller til taksationsmyndighederne.
-
Vejdirektoratet kan tage stilling til retlige forhold, om tilladelsen er lovlig, om vi har fulgt privatvejslovens, forvaltningslovens og andre loves regler.
-
Taksationsmyndighederne kan tage stilling til vejens betydning for berørte ejendomme, om den nye vej er et tilfredsstillende alternativ til den gamle vej, omvejskørsel med mere.
I har dermed mulighed for at klage til Vejdirektoratet, jf. privatvejslovens § 87, stk. 2.
Og vil I klage til Vejdirektoratet, bedes I klage via Borger.dk’s hjemmeside. I kan benytte dette link: Klage til Vejdirektoratet
Klagen skal være Vejdirektoratet i hænde senest 4 uger efter, at denne annonce blev offentliggjort på vores hjemmeside, jf. privatvejslovens § 87, stk. 4.
Overvejer I at indbringe denne sag for domstolene, kan I til orientering kun indbringe sagen for domstolene, hvis I først har udnyttet jeres klageadgang til Vejdirektoratet, jf. privatvejslovens § 88.
I har også mulighed for at klage til taksationsmyndighederne, jf. privatvejslovens § 75.
Og vil I klage til taksationsmyndighederne, bedes I sende klagen til os, og vi vil sende klagen videre til taksationsmyndighederne. Klagen skal være os i hænde senest 4 uger efter, at denne annonce blev offentliggjort på vores hjemmeside, jf. privatvejslovens § 75.