Nordfyns Kommune logo, til forsiden

Kulturmiljøer på Nordfyn

Når du bevæger dig rundt på Nordfyn, bevæger du dig samtidig rundt i vores nordfynske historie. Landskabet, bygninger og fortidsminder vidner om en anden tid, som vi skal huske at passe på.

Med Kulturarvsatlasset fra 2020 har Nordfyns Kommune udpeget 24 kulturmiljøer, som er ekstra bevaringsværdige områder, fordi de afspejler væsentlige træk af den historiske samfundsmæssige udvikling.

Hvert kulturmiljø fortæller en del af den nordfynske historie via bygninger, brugsspor og landskabstræk. Kulturmiljøerne favner både hovedgårde, inddæmninger og stationsbyer mv.

Vi giver dig herunder en kort introduktion til hvert kulturmiljø.

Du kan også læse om de enkelte kulturmiljøer, deres udviklingshistorie, miljøets bærende elementer og om konkrete forslag til udvikling for kulturmiljøet i Kulturatlasset.

24 kulturmiljøer på Nordfyn

Middelalderbyen Bogense

Bogense er anlagt i løbet af 1200-tallet. Det gamle Bogenses gader og huse, Bybækken og Torvet regnes for et af de smukkeste og bedst bevarede købstadsmiljøer i Danmark.

Bogense Villaby

Villakvarteret omkring Æbeløgade nordvest for den gamle købstad er byens ældste og rummer en række fine villaer og huse. Nogle helt tilbage fra 1920’erne. Her bosatte den velstillede del af byens borgere sig, da byen langsomt begyndt at vokse ud over købstadens rammer.

Bogense Forstad

Fra 1900-tallet udvidede Bogense sig langs indfaldsvejen Odensevej, og området rummer bevarede arbejder- og håndværkerboliger, villaer og enkelte industribygninger fra starten af 1900-tallet.

Otterup Stationsby

Otterup er en rural by, dvs. en landbebyggelse med byfunktioner, men ikke oprindeligt en købstad. Byen udviklede sig fra landsby til by, da Nordfyns Jernbane (Odense-Otterup-Bogense) åbnede i 1882.

Søndersø Centerby

Som landsby er Søndersø gammel, idet den går tilbage til ca. 1100, men som bebyggelse med byfunktioner er Søndersø en af de yngste byer på Fyn. Den er ikke en stationsby, da der ingen station er eller har været. Den er end ikke anlagt ved et væsentligt trafikknudepunkt. Den er en ’centerby’ og repræsenterer, næsten rendyrket, velfærdsstaten, oprettelsen af storkommuner og folks bevægelse fra by til land.

Skamby Stationsby

Stationsbyen Skamby er et typisk og velbevaret eksempel på de mange mindre stationsbyer, der opstod i kølvandet på anlæggelsen af jernbanerne, hvor stationsbyen i høj grad havde funktion som lokal serviceby med købmandsgård, slagter, autoværksted og industri.

Gyldensteen

Gyldensteen er med sin renæssance-hovedbygning blandt de fineste bygningsanlæg på Nordfyn, og de rummer mange fortællinger om grevskabet Gyldensteen, som op gennem historien har domineret store områder af Nordfyn.

Harritslevgård

Harritslevgård rummer alle herregårdens typiske elementer: En renæssance-hovedbygning, vandmølle, et par huse til gårdens folk - og ikke mindst alléen fra hovedgården til landsbyen Harritslev, ad hvilken landsbyens bønder kunne komme til gården på hoveri. Bebyggelsen og området fremstår intakt.

Kørup og Agernæs Strand

Området med Kørup og Agernæs Strand rummer en sammenhængende fortælling om udviklingen af det nordfynske kystlandskab, hvor Kørup Hovedgård og Einsidelsborg i 1781 tørlagde fjorden mellem de to godser ved inddæmning.

Hofmansgave

Hofmansgave udgør et rigt kulturmiljø med store arkitektoniske, landskabelige, naturmæssige og historiske værdier. Miljøet omfatter hovedgården Hofmandsgaves velbevarede bygningsanlæg, landindvindingsområder omkring hovedgården, landarbejderboliger, en del af sommerhusområdet ved Hasmark samt halvøen Enebærodde.

Østrup og Østrupgård

I Østrup findes et sjældent kulturmiljø i form af samspillet mellem landsbyen Østrup og hovedgården Østrupgård. Hvor de fleste hovedgårde enten tidligt blev flyttet ud af landsbyerne, eller oprindeligt oprettet udenfor landsbyfællesskaberne, så ligger Østrup som en af de få landsbyhovedgårde.

Dallund

Dallund er en af de karakteristiske fynske hovedgårde, der som oftest lå placeret tæt på i attraktive ressourcer som skov, vandløb og søer. Selv om meget af den tidligere skov er væk, er der bevaret beplantning omkring slottet og søen, som gør, at det fortsat er muligt at opleve hovedgårdens karakter og stemning.

Rugård

Hovedgården Rugård er med sin markante hovedbygning, avlsgård, vandmølle og parkanlæg et fint og karakteristisk eksempel på skovhovedgårdene i det kuperede højfynske landskab.

Ejlby-Lunde

Ejlby-Lunde er en landsby, som er udflyttet fra nabolandsbyen Ejlby. Den er blandt de mest velbevarede landsbyer på Fyn, og gårdene ligger systematisk på hver side vejen.

Fremmelev

Fremmelev er en meget velbevaret landsby, beliggende i et meget velbevaret, stjerneudskiftet ejerlav. Landsbyens gårde ligger alle i landsbyen endnu, og de fleste med alle længer intakte. Byen er desuden karakteriseret af mange store træer, der enten markerer de enkelte gårde langs landsbygaden eller står i korte alléer, der leder op til gårdene.

Tværskov

Landsbyen Tværskov er med sine spredt beliggende gårde og huse, på kanten af skoven og engene i Tværskov Mølle Ådal, et godt og velbevaret eksempel på skovlandsbyerne i det Højfynske bakkelandskab.

Uggerslev Mølle

Uggerslev Mølle ligger tæt på landsbyen og stationsbyen Uggerslev. Kulturmiljøet består af vindmølle, møllerbolig, kontor, silo og erhvervsbygninger. På den måde fortæller møllen på én gang en historie om landbrug, men også om industrialisering og erhvervsudvikling på egnen.

Røde Mølle

Røde Mølle ligger ved Sværup Mølleå i et kuperet område med tæt tilknytning til hovedgården Langsø, som møllen oprindelig hørte under. Området rundt om møllen er landskabsfredet, og møllebygningen og stuehuset er bygningsfredet.

Skovmøllen

Skovmøllen er et stort vandmølle- og gårdanlæg med en imponerende hovedbygning sammenbygget med møllebygningen, i samspil med markante avlsbygninger.

Området fremstår stemningsfuldt og interessant, selv om sammenhængen mellem Stavids Å, møllen og mølledammen er væk.

Klinte Inddæmmede Strand

Klinte Inddæmmede Strand er et blandt 24 inddæmmede områder langs den nordfynske kyst. Som inddæmmet i 1924 er den en af de seneste på Nordfyn.
Mens langt de fleste inddæmninger er sket på godsernes initiativ, udmærker Klinte Strand sig ved at være udført af private landmænd uden nogen form for offentlig støtte.

Fjordmarken, Lammesø og Ølundgårds Inddæmninger

Fjordmarken er med sine 605 ha det største af de inddæmmede arealer langs den nordfynske kyst. Lægger man Lammesø og Ølundgård til, når man op på 691 ha. Som landvindingslandskab er området dramatisk i sin omskabelse af et ørige til fast land, og det er med til at fortælle den generelle historie om intensiveringen i udnyttelsen af landskabet.

Statshusmandskolonien Kronborg

Statshusmandskolonien Kronborg fra 1930’erne er med sine små statshusmandsbrug, der ligger som perler på en snor langs det stringente vejforløb, et særdeles typisk og velbevaret eksempel på husmandsudstykning.

Glavendruplunden

Glavendruplunden udgør en fin helhed af fortidsminder i form af skibssætning, gravhøje og runestenen Glavendrupstenen.

Beldringe Flyveplads

Beldringe Flyveplads er Fyns og et af landets største levn fra besættelsestiden. Området rummer flere bevarede spor fra den oprindelige flyveplads, anlagt af den tyske besættelsesmagt under Anden Verdenskrig. Det drejer sig om bunkeranlæg, en del af den oprindelige landingsbane, dele af rullebanerne samt gården Rosendal, der fungerede som hovedkvarter for de tyske officerer.

Kultur & Fritid
Rådhuspladsen 2
5450 Otterup

Mandag

09:00-15.00

Tirsdag

09.00-15.00

Onsdag

09.00-15.00

Torsdag

09.00-17.00

Fredag

09.00-13.00