Nordfyns Kommune logo, til forsiden

Kulturarv i Nordfyns Pilotnaturpark

Nordfyns Pilotnaturpark rummer mange fortællinger om vores nordfynske naturarv. Om inddæmninger, hovedgårde, sommerhusområder. Når du bevæger dig rundt i området, vidner bygninger og landskabet om mennesket, der tager landskabet i brug. Bliv klogere på områdets kulturhistorie her.

Fogense Enge

Pilotnaturparken er fyldt med fortællinger om vores historie, fx er Fogense Enge ved Bogense menneskeskabt i 1800-tallet.

Lyt med her, når vores kulturarvskoordinator fortæller om, hvordan naturområdet ved Fogense Enge blev til i 1800-tallet, da arealet blev inddæmmet til gavn for Bogense bys borgere.

Området er ét ud af 15 nordfynske inddæmmede områder.

Er du interesseret i den nordfynske fortælling om inddæmninger, kan du læse mere på Nordfyns Naturpilotparks hjemmeside: www.naturparknordfyn.dk/kulturarv/de-nordfynske-inddaemninger/

Skt. Olufs Kilde

Nær Klinte Kirke ligger Skt. Olufs Kilde, der er den eneste bevarede helligkilde i Nordfyns Kommune.

Førhen besøgte folk kilden i håb om mirakler og helbredelse.

Kørup Stele og Krogsbølle Fjord

Ved Kørupvej mellem Kørup Hovedgård og Egebjerggård finder du en bygningsfredet stele, der simpel af udseende rummer historier af stor alvor.

Med det støbte billede af den store havgud Neptun omkranset af kornaks fortæller den om, hvordan Krogsbølle Fjord i 1781 blev inddæmmet og brugt til eng og græsning. Det betød, at hvis man boede i Agernæs, så skulle man ikke længere sejle over fjorden til Krogsbølle, man kunne nu tage vejen.

Klinte Inddæmmede Strand

Ved Klinte ligger Klinte Inddæmmede Strand, som er et naturskønt, men menneskeskabt område
Inddæmningen blev gennemført i 1924 af lokale bønder.

I området finder du de karakteristiske elementer som kanaler, pumpehuse, diger og mindesten - og så er der et rigt fugle- og planteliv.

Kirkerne i Krogsbølle Sogn

Kirkerne i vores nye Pilotnaturpark rummer viden om vores kultur- og naturhistorie.
Bl.a. er tilblivelsen og nedrivningen af kirkerne i Krogsbølle Sogn (Agernæs Kirke, Hundstrup Kirke og Kørup Kirke) knyttet til fortællingen om områdets landskab, hvor Krogsbølle Fjord indtil 1781 dominerede.

Krogsbølle Fjord og inddæmningen af den er en del af fortællingen om kirkerne i Krogsbølle Sogn og deres omskiftelige tilværelse.

Kissemae og Kissebjerg

Et af de skønne steder i vores nordfynske Pilotnaturpilotpark er områderne omkring Kissemae og Kissebjerg.

Her fortæller vores kulturarvskoordinator, hvad 'Kisse' betyder, og hvordan stedet har dannet rammer om bosætning i flere tusind år.

Du kan også læse om Kissemae og Kissebjerg på Nordfyns Pilotnaturparks hjemmeside: www.naturparknordfyn.dk/kulturarv/kissebjerg-og-kissemae/

Middelalderbyen Bogense

På den nordfynske kystlinje ligger Fyns mindste købstad Bogense, der blev grundlagt i 1200-tallet og regnes for en af Danmarks bedst bevarede købstadsmiljøer

Her fortæller kulturarvskoordinator Anders Myrtue om, hvad en købstad er, og hvorfor Bogense er udpeget som et særligt kulturmiljø.

Læs mere om Bogense by og dens kulturhistorie her: www.naturparknordfyn.dk/kulturarv/bogense-by/

Enebærodde

Enebærodde udgør den østlige del af pilotnaturparken. Området rummer interessant dyre- og planteliv, og går eller cykler du odden rundt, kan du bl.a. støde på hugorme og hedelyng.

Men området bærer også kulturhistoriske spor. På odden står bl.a. fyret bygget i 1861, og du kan se rester fra skanser, der blev anlagt under Englandskrigene i 1807-1814.

Sommerhusene ved Hasmark

Nordfyns kysts vildskab og ro er fascinerende, og siden starten af 1900-tallet er der vokset sommerhuskolonier frem langs kysten, så folk kunne nyde - og stadig nyder - det rekreative område.

Den rekreative historie om sommerhusområderne byder bl.a. på de første cykelturister, der stjal kartofler og halm fra de lokale, mens de nød et ophold ved kysten.

Bårdesø, Tørresø og Jørgensø

Har du undret dig over endelsen '-sø' i navnene Bårdesø, Jørgensø og Tørresø?

Endelserne har nogle gange givet anledning til at tro, at der i området mellem Otterup og kysten engang har været både søer og øer. Nu har vores kulturkoordinator undersøgt historien bag de tre landsbyers stednavne. Lyt med og bliv klogere på, hvad 'Tørre', 'Bårde', 'Jørgen' og 'sø' betyder.

Mortensens havn

Historien om skipper Mortensen er historien om en uregerlig herre, født 1848 i Nørreby. 

Skipper Mortensen ville ikke lade andre diktere sin vej, og han formåede at sætte sin vilje igennem. Han byggede bl.a. sin egen havn midt på den nordfynske kyst, og han fik også en tolderstation til Nørreby kun til ære for ham. Historien om Mortensen er en særlig en.

Kultur & Fritid
Rådhuspladsen 2
5450 Otterup

Mandag

09:00-15.00

Tirsdag

09.00-15.00

Onsdag

09.00-15.00

Torsdag

09.00-17.00

Fredag

09.00-13.00