Nordfyns Kommune logo, til forsiden

Troldejagt

Kom med på litterær troldejagt i det fri

 

Mød Shrek, Mumitrolden, Paja fra Troldeliv – og seks andre trolde, når du og familien til og med oktober 2025 ni steder langs stien i Veflinge Kirkeskov kan møde forskellige trolde fra litteraturens verden.

Gennem ni poster tages I på rejse i troldenes verden og det brede spektrum af troldefigurer, alt fra fæle og farlige monstre til buttede og godmodige mumier. Hver post byder både på en introduktion til en troldefortælling, illustrationer fra lokale tegneholdselever og en aktivitet til børnene. Lokale spejdere har lavet rafterne til skiltene.

Posterne kan opleves individuelt eller som en samlet troldejagt. Posterne henvender sig primært til børnefamilier med børn i alderen 4-10 år.

Om troldejagten

De ni poster udgør tilsammen en troldejagt. Ved at følge stien rundt i Veflinge Kirkeskov kommer I automatisk forbi de ni poster. Ved hver post er der et spørgsmål, hvor svaret findes i jeres omgivelser. I kan nøjes med blot at svare enkelte poster, eller I kan gå hele jagten på den cirkulære tur rundt i området.

Hvis I vil deltage i hele jagten, kan I krydse posterne af på et fysisk Troldekort.

Går I hele troldejagten via Troldekortet, venter der en lille belønning hos Min Købmand i Veflinge.

Om Veflinge Kirkeskov

Veflinge Kirkeskov er en grøn oase over for kirken i Veflinge. Her har du mulighed for et grønt pusterum, og stierne gennem området tager dig forbi løv- og frugttræer og en lille sø.

Området blev udlagt til rekreativt område i 2015, og lokale kræfter har siden udviklet området, så du i dag finder både en bålhytte og et shelter med tilhørende bålsted. Har du hund, har den mulighed for at boltre sig i den indhegnede hundeskov.

Veflinge Kirkeskov kan opleves via stierne til fods og på cykel, når du trænger lidt frisk luft i hverdagen.

På troldejagt med Troldekortet

I kan tage på troldejagt med et Troldekort.

Troldekortet er et printet skattekort, hvor I kan skrive jeres svar på spørgsmålene undervejs. Kortet kan hentes på Søndersø Bibliotek (Odensevej 8, 5471 Søndersø), Min Købmand i Veflinge (Bystævnet 10, 5474 Veflinge) eller downloades her og printes ud: Troldekort Veflinge Kirkeskov.

Når I har gennemført, kan I vise det udfyldte troldekort hos Min Købmand i Veflinge (Bystævnet 10, 5474 Veflinge), hvor I vil få en lille præmie.

Kort, der illustrerer ruten i Veflinge Kirkeskov

Samarbejde

Projektet er et samarbejde mellem Bibliotek og Borgerservice Nordfyn og Kultur og Fritid i Nordfyns Kommune. Elever fra LOF Nordfyns tegnehold i Veflinge, Nordfyns Billedskole, DDS 1. Otterup Gruppe og KFUM-spejderne Otterup har henholdsvis lavet illustrationer til posterne og fabrikeret skiltene.

God fornøjelse med Troldejagten!

 

Kortet, der linkes til på denne side, opfylder desværre ikke kravene til tilgængelighed iht. Europaparlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/2102 af 26. oktober 2016. Har du behov for at få læst Troldekortet højt, så kontakt Kultur & Fritid, Nordfyns Kommune.

Kultur & Fritid
Rådhuspladsen 2
5450 Otterup

Mandag

09:00-15.00

Tirsdag

09.00-15.00

Onsdag

09.00-15.00

Torsdag

09.00-17.00

Fredag

09.00-13.00