Kommunens planlægning omkring miljøtilsyn fremgår af Miljøtilsynsplanen 2023-2026 (PDF).
Bemærk: Dette dokument opfylder desværre ikke kravene til tilgængelighed iht. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/2102 af 26. oktober 2016. Har du behov for at få læst dokumentet højt, så kontakt teknisk@nordfynskommune.dk .
Tilsynsfrekvens
Der er lovgivne minimumsfrekvenser for miljøtilsyn. Frekvensen betyder at alle husdyrbrug skal have et såkaldt basistilsyn indenfor et lovbestemt tidsinterval.
For store husdyrbrug er tilsynsfrekvensen minimum hvert 3. år. Øvrige erhvervsmæssige dyrehold skal have et miljøtilsyn mindst hvert 6. år.
Derudover kan husdyrbrugene få prioriterede tilsyn i de mellemliggende år på baggrund af en vurdering af miljørisikoen ved driften af ejendommen.
Miljørisikoen beregnes på baggrund af nogle faktorer som er fastsat af Miljøstyrelsen.
Disse faktorer er f.eks. dyreholdets størrelse, placering i forhold til naboer, natur og vandløb, eller placering i forhold til grundvand.
Også forhold som er påtalt på tidligere tilsyn, har betydning for hyppigheden af tilsyn. Der vil derfor være ejendomme som får tilsyn hvert år.
Basistilsyn og prioriterede tilsyn
-
Et basistilsyn gennemføres som et samlet tilsyn af alle husdyrbrugets relevante miljømæssige aktiviteter.
-
De prioriterede tilsyn kan udføres som et deltilsyn eller et samlet tilsyn, der som minimum er målrettet de områder eller aktiviteter, som er årsagen til tilsynet.
Kommunen er lovmæssigt forpligtet til hvert år, at føre tilsyn på minimum 40 % af alle store husdyrbrug.
For de øvrige husdyrbrug, skal kommunen årligt føre tilsyn med mindst 25 %.
Der kan ved henvendelser og evt. klager føres yderligere miljøtilsyn ud over de ovennævnte.
Tilsynskampagne
Kommunen er forpligtiget til hvert år at gennemføre ialt 2 miljøtilsynskampagner med industrivirksomheder og husdyrbrug. En tilsynskampagne er en afgrænset og målrettet indsats typisk omkring et konkret miljøproblem eller miljøtema.
Formålet med kampagnerne er at skabe ændringer i virksomheders adfærd og bidrage til at bevare et højt niveau af miljøbeskyttelse.
Tilsynsmyndigheden skal en gang årligt digitalt offentliggøre den samlede konklusion på tilsynskampagneindsatsen, herunder mål for kampagnen og effekten af den.
Øvrige tilsyn
Kommunen fører også tilsyn med opbevaring og udbringning af spildevandsslam fra renseanlæg, som udspredes på marker som gødning.
Derudover føres der tilsyn med opbevaring og udspredning af halmaske som leveres fra fjernvarmeværker.
Kommunen føre også tilsyn med at der bliver lavet de lovbestemte kontroller af gyllebeholdere hvert 5. eller 10. år.
Selve miljøtilsynet
Du vil oftest få brev om landbrugstilsynet god tid i forvejen og som minimum 14 dage før.
Af brevet fremgår det hvad der skal gennemgås ved miljøtilsynet.
I forbindelse med klagesager kan tilsynsmedarbejderen ankomme på ejendommen uden forudgående kontakt til dig. Man vil dog oftest have kontaktet dig telefonisk inden, for at sikre at du er tilstede på ejendommen når vi kommer.
Ved et normalt tilsyn gennemgås generelt ejendommens husdyrproduktion, mængder og opbevaring af husdyrgødning, olietanke, opbevaring og bortskaffelse af olie- og kemikalieaffald samt andet affald m.v. Har ejendommen en miljøgodkendelse vil vilkårene i denne også blive gennemgået.
Ved tilsynet vil du typisk blive anmodet om at vise evt. logbog for flydelag på gyllebeholder, dokumentation for produktionens størrelse f.eks. i form af slagteriafregning, seneste gødningsregnskab, eventuelle aftaler om opbevaring af husdyrgødning, dokumentation for aflevering af affald osv.
Tilsynet er også ofte en lejlighed til at drøfte eventuelle fremtidsplaner eller andre relevante ting, og er det ikke noget vi kan svare på med det samme, tager vi forespørgslen med hjem og undersøger nærmere.
Efter tilsynet får du tilsendt en tilsynsrapport, hvor ejendommens miljøforhold beskrives.
Du vil sammen med tilsynsrapporten modtage et tilsynsbrev med bemærkninger til tilsynet og med eventuelle håndhævelser, hvis vi under tilsynet er stødt på ting, som ikke var helt i orden.
Jf. tilsynsbekendtgørelsen er der en række faste ting, som kommunen skal offentliggøre efter hvert tilsyn. Disse ting skal offentliggøres på Miljøstyrelsens portal, DMA.
Kommunen opkræver brugerbetaling for timer brugt i forbindelse med forberedelse, gennemførelse og afrapportering af miljøtilsyn. Læs mere om brugerbetaling.
Rådhuspladsen 2
5450 Otterup
Mandag | 09.00 - 15.00 |
Tirsdag | 09.00 - 15.00 |
Onsdag | 09.00 - 15.00 |
Torsdag | 09.00 - 17.00 |
Fredag | 09.00 - 13.00 |